Botilbud til voksne
Har du en betydelig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller særlige sociale udfordringer, og kan du ikke klare dig i egen bolig – selv med støtte? Så kan du søge om et botilbud, hvor du får den nødvendige hjælp og støtte i hverdagen.
Vi tilbyder både midlertidige og længerevarende botilbud – alt efter dit behov.
Midlertidigt botilbud
Et midlertidigt botilbud er til dig, der i en periode har brug for støtte og træning i dagligdagen, fordi du ikke kan bo alene.
Formålet er at afklare, om du kan optræne færdigheder, så du på sigt kan bo selv, eller om du har behov for et længerevarende botilbud.
Hvad får du hjælp til?
På et midlertidigt botilbud får du pædagogisk støtte og træning, fx til:
- samvær og fællesskab med andre
- rengøring og tøjvask
- madlavning og indkøb
- holde styr på din økonomi,
- personlig hygiejne og medicinhåndtering
- fritidsaktiviteter og netværk
Rammerne for tilbuddet
- Botilbuddet kan være med eller uden døgndækning af personale – afhængigt af dit behov.
- Du kan ikke bo permanent i et midlertidigt botilbud.
- Vallensbæk Kommune finder i samarbejde med dig det bedst egnede tilbud. Hvis vi har et botilbud, der passer til dig, vil du som udgangspunkt få en plads her. Ellers kan vi finde en plads i en anden kommune – helst tæt på din nuværende bopæl.
- Botilbuddet skal være godkendt og fremgå af Tilbudsportalen.
Midlertidige botilbud tilbydes efter serviceloven § 107.
Længerevarende botilbud
Et længerevarende botilbud er til dig, der har omfattende og varige støttebehov, og hvor det er afklaret, at du ikke kan klare dig i egen bolig eller i et midlertidigt botilbud.
Hvad får du hjælp til?
På et længerevarende botilbud kan du få støtte til fx:
- personlig hygiejne og medicinhåndtering
- praktiske opgaver i hverdagen
- madlavning og indkøb
- fritidsaktiviteter og netværk
Tilbuddet kan være med eller uden døgndækning af personale – afhængigt af dit behov.
Rammerne for tilbuddet
Du har frit valg af botilbud, hvis betingelserne er opfyldt. Det betyder, at:
- botilbuddet vurderer, at du passer til deres målgruppe
- pris og indhold matcher det botilbud, kommunen ville visitere til
- botilbuddet er godkendt og fremgår af Tilbudsportalen
Længerevarende botilbud tilbydes efter serviceloven § 108 og § 105 i lov om almene boliger.
Betaling og kontrakt
Uanset om du får et midlertidigt eller længerevarende botilbud, skal du selv betale for:
- husleje, el og varme
- mad, vask og andre udgifter – som hvis du boede i egen bolig
Boligbetalingen udregnes efter serviceloven § 163.
Når vi vælger et botilbud, kigger vi både på, hvad der passer til dit individuelle og konkrete behov samt, hvad der er økonomisk ansvarligt.
