Hjælp i hjemmet

Hvis du har svært ved at klare hverdagen i hjemmet ved egen hjælp, kan du søge hjemmehjælp eller hjemmesygepleje afhængig af hvad dit behov er.

I Vallensbæk Kommune lægger vi vægt på, at du har indflydelse på dit eget liv. Vores mål er at hjælpe dig med at udnytte dine egne ressourcer og dermed bevare en aktiv og selvstændig hverdag så længe som muligt.

Medarbejderne

Du vil møde social- og sundhedshjælpere, social- og sundheds­assistenter, sygeplejersker samt elever og studerende, afhængig af hvilken hjælp du er blevet visiteret til. Vi lægger vægt på medmenneskelige værdier og evnen til at dra­ge omsorg for andre. Medarbejderne deltager jævnligt i kurser for at opnå nye kompetencer og ny viden for at kunne yde den bedste service til dig.

Alle medarbejdere bærer uniform og et synligt identifikations­kort med billede. Medarbejderne har naturligvis tavshedspligt.

Hvilken hjælp skal du have

Fra 1. juli 2025 er ældreloven trådt i kraft. Det betyder at den lovgivning hjælpen visiteres efter er forskellig afhængig af, om du er nået pensionsalderen eller ej.

  • Er du under 67 år, visiteres du fortsat hjælp efter Vallensbæk Kommunes Kvalitetsstandarder.

Kvalitetsstandarder 2025  

  • Er du over 67 år vil du fremover blive visiteret til hjælp efter Ældreloven. Hjælpen visiteres som værdig helhedspleje i form af pleje- og omsorgsforløb. 
Helhedspleje - Ældrelov

Kontaktinformation til Visitationen

Visitationen
Kontakt visitationen alle Mandag-torsdag: 08.30-14.00 og fredag 8.30-13.00

Hjemmepleje og Hjemmesygepleje

Hjemmehjælp vil sige, at du som borger kan få hjælp til at klare hverdagslivet, hvis din evne til det er svækket betydeligt. Det kan være hjælp til fx rengøring, indkøb og tøjvask i dagtimerne samt personlig pleje og omsorg hele døgnet.

Hjælpen vurderes altid ud fra din aktuelle helhedssituation. Når dine behov og ressourcer ændrer sig, kan behovet for hjælp også ændre sig for dig.

 

For at få hjemmehjælp skal du - eller en af dine pårørende (med dit samtykke) - søge om det. Herefter vil en visitator besøge dig. Her vurderer visitatoren og du sammen dine behov og ressourcer.

Efter mødet vil du modtage en afgørelse, hvor det fremgår, hvilken hjælp du får og en begrundelse for afgørelsen.

Visitationen til hjælp baserer sig på ældreloven hvis du er 67 år eller ældre. Er du under 67 år, er det serviceloven der visiteres ud fra.

Du finder begge dele herunder [Link - forløbsoversigt] [link - Kvalitetsstandard 2025]

Du kan frit vælge, om du ønsker, at kommunen (Hjemmeplejen) skal yde din hjemmehjælp, eller om du vil vælge en af de godkendte private leverandører.

Vallensbæk kommunes hjemmepleje

Kommunens hjemmepleje er opdelt i tre geografiske distrikter: 

  • Hjemmeplejen Rønnebækhus
  • Hjemmeplejen Nord
  • Hjemmeplejen Syd

Det er din adresse, der er afgørende for hvilket distrikt du er tilknyttet. I distrikterne er medarbejderne opdelt i mindre teams, så du lærer den gruppe af medarbejdere, der kommer hos dig at kende. 

Privat hjemmepleje

Kommunen har i øjeblikket DFS plus som godkendt privat leverandør. Hvis du har valgt en privat leverandør, dækker de hele kommunen, uafhængigt af distrikterne. 

 

Faste teams i hjemmeplejen

Vi lægger stor vægt på omsorg, nærvær og personlig kontakt – og dermed tryghed for at skabe de bedst mulige rammer i hverdagen.

Når du får hjemmehjælp bliver du tilknyttet en bestemt team, så du kender dem, der kommer hos dig - og de kender dig. Det vil give dig tryghed og hjælper med at vi bedst muligt kan tilrettelægge hjælpen så den passer ind i dine behov og din hverdag. Ved sygdom, ferie og fridage kan det indimellem være nødvendigt at sende en afløser - dem vil vi klæde på, så de kan hjælpe dig bedst muligt, selvom du ikke kender dem.

Hjemmeplejen Nord Pilehavehus
Løkkekrogen 3-5
2625 Vallensbæk
Tlf. 43 86 12 00


Hjemmeplejen Syd
Vallensbæk Stationstorv 6
2665 Vallensbæk
Tlf. 43 73 43 44


Hjemmeplejen Rønnebækhus
Vallensbæk Stationstorv 6
2665 Vallensbæk
Tlf. 43 73 43 44

DFS Plus
Husby Allé 19, 1. sal.
2630 Taastrup
Tlf. 43 54 77 33
E-mail: service@dfs-plus.com

Sygeplejen samarbejder med Hjemmeplejen, sygehusene og de alment praktiserede læger.

Hjemmesygeplejerskerne udfører forskellige slags opgaver. De kan fx skifte forbindinger, hjælpe med administration af medicin og giver råd, støtte og vejledning. Hjemmesygeplejen vil i samarbejde med dig aftale, hvornår de kommer på besøg, og hvad der skal ske.

Hjemmesygepleje bliver ydet efter behov og er gratis uanset omfang og modtagerens økonomiske situation.

 

 

Tilsynsrapporter

Nedenfor vil I kunne finde tilsynsrapporter fra kommunens hjemmepleje og hjemmesygepleje. Tilsynsrapporterne er tilgængelige i 3 år fra tilsynsdato. 

Skriftlig tilbagemelding Ældretilsyn Øst, hjemmeplejen Rønnebækhus 2025

Tilsynsrapport, Ældretilsyn, Hjemmeplejen Syd, 2024.

Tilsynsrapport, Sundhedsfagligt reaktivt tilsyn, Hjemmesygeplejen 2024.

 
 

I Vallensbæk Kommune sætter vi borgeren i centrum og udvikler vores service i et samspil med borgerne og med udgangspunkt i borgernes behov.

Kommunen gennemfører hvert andet år en tilfredshedsundersøgelse blandt borgere, der modtager praktisk hjælp og/eller personlig pleje fra hjemmeplejen eller de private leverandører.

Tilfredshedsundersøgelsen 2022 er lavet i samarbejde med MEGAFON.

 
I forbindelse med den nye ældrelov er der gennemført en landsækkende tilfredshedsundersøgelse blandt borgere der modtager hjemmehjælp i vinteren 2024/25. De lokale resultater er endnu ikke offentliggjort, men afventer fortsat fra Ældreministeriet. Når resultaterne foreligger vil de blive offentliggjort her.

Mad- og indkøbsordning til ældre

Ældre borgere, der ikke selv kan lave deres egen mad, kan få mad via Vallensbæk Kommunes madordning

Det er kommunens visiterende sygeplejersker eller sygeplejerskerne i Hjemmeplejen, der vurderer, om du kan komme med i madordningen.

Vores leverandør Det Danske Madhus tilbereder mad til pensionister i adskillelige kommuner, og de har deres egne chauffører, der sørger for at bringe maden ud. 

Du kan vælge mellem 4 forretter, 14 hovedretter og 10 desserter. 

Maden leveres hver dag mellem kl. 11.00 - 13.00 til borgerens hjem.

Du kan vælge at modtage maden varm og spiseklar, eller du kan vælge at få maden leveret kold, så du selv varmer den op, når det passer dig.

Du kan kontakte de visiterende sygeplejersker eller leverandøren for at høre mere om de individuelle tilbud.

Kommunen har indgået aftale med to leverandører af dagligvarer, som leverer varer til døren til de af kommunens borgere, der ikke selv har mulighed for at foretage sine ugentlige indkøb.

Dermed får hjemmehjælperne mere tid til at være ”varme hænder”, dvs. tid til mere omsorg og pleje blandt kommunens ældre borgere.

For at sikre det frie valg for borgeren, har kommunen indgået aftale med to leverandører, Intervare A/S og Egebjerg Købmandsgård A/S, som begge pakker og leverer dagligvarerne til sine kunder.

Bestilling af varer

Borgeren kan enten selv ringe op og bestille varer eller vælge at blive ringet op på et fast tidspunkt af en personlig indkøber, som dermed tager imod bestillingen over telefonen. Hvis der er behov for det kan hjemmehjælperen også hjælpe med bestillingen. Der er endvidere mulighed for selv at bestille direkte fra internettet.

Der er desuden ingen vægtbegrænsning på bestillingen, som der var tidligere, hvor hjemmehjælperen skulle bære varerne hjem.

Betalingen foregår via betalingsservice, så man ikke behøver at bekymre sig om at have kontanter klar til betalingen. Derudover bliver varerne leveret på et fast tidspunkt hver uge, som borgeren selv aftaler med firmaet, og det er altid den samme chauffør – eller eventuelt hans faste afløser – der bringer varerne, hvilket er med til at give tryghed.

Chaufføren bærer varerne helt ind i køkkenet og sætter køle- og frysevarer på plads, hvis man har brug for det. Chaufføren tager også imod returflasker og afregner panten kontant.

Havehjælp og Snerydning

Borgere med et svækket helbred, eller som modtager varig hjemmehjælp, kan få hjælp til klipning af hæk, græsslåning og snerydning.

Hvis du opfylder betingelserne for at modtage varig hjemmehjælp, kan du komme med i ordningen. Det samme gælder, hvis du  på grund af varig generel svækket helbred ikke selv kan udføre arbejdet. Hvis der i husstanden er raske personer over 16 år, vil du som hovedregel ikke kunne blive visiteret til haveordning. Vurderingen tager udgangspunkt i en samlet individuel vurdering af husstandens formåen.

Betaling

Brugerne skal betale den fulde udgift for at få udført havearbejde og snerydning. Beløbene vil blive opkrævet efterhånden som arbejdet bliver udført.

Visitationen

Hos visitatorerne kan du få nærmere information omkring vilkår og priser. De kan også svare på eventuelle spørgsmål, som du måtte have.